Orientering fra bestyrelsen

Vi har netop fået udført en større beskæring i forbindelse med den løbende vedligeholdelse af vore beplantningsbælter. Hvilket også har affødt en del negative kommentarer på de sociale medier, og kommentarer som måske ville have været bedre tjent med at være sendt til foreningen, selvom flere af forfatterne åbenbart ikke er klar over, at det er bestyrelsen som forestår og bestiller den slags arbejde for foreningen.

Vi har tidligere brugt den pågældende entreprenør med udmærket resultat efterfølgende, og derfor havde vi ingen betænkninger ved at forsætte på samme måde. Det har dog vist sig nogle steder ved seneste beskæring, at vi skulle have været mere opmærksom på mængden af mindre træer i beplantningen, hvilket gjorde at slutresultatet måske ikke var helt, som vi havde håbet.

Vi havde dog selv bedt om at få kørt beskæring med et såkaldt knusehoved, således at der ikke skulle køres en masse væk bagefter, hvilket ville have fordoblet prisen, og da vi som sagt tidligere har kørt med knusehoved uden problemer, så må vi nu nok fremadrettet vurdere, om ikke der nogle steder skal køres med savklinger.

Overordnet set er resultatet dog de fleste steder blevet som forventet, bortset fra de enkelte steder, hvor vi nu lige må gå efter, dels for afbrækkede stammer i beplantning og dels for rester i rabatten. Resultatet vil dog givetvis være fint til foråret og i mellemtiden, kan vi vel godt leve med et lidt mindre optimalt udseende, da denne fremgangsmåde også gør, at vi kan holde budgettet og dermed kontingentet på nuværende niveau.

Det har nemlig også vist sig, at være en meget økonomisk måde at udføre beskæringer på i forhold til tidligere, hvilket har betydet besparelser på op til 60 % på den grønne vedligeholdelse, som igen betyder, at vi kan få det udført oftere og flere steder end tidligere og stadig spare penge. Disse besparelser vil også fremadrettet få stor betydning, hvis for eksempel staten gennemfører den tidligere annoncerede betaling af grundskyld på vore friarealer, hvilket et par andre foreninger i Kaldred allerede er blevet kontaktet om af vurderingsstyrelsen, ligesom vi også er, selvom dog for vores vedkommende foreløbig kun på et par vejarealer. Men hvis staten trumfer denne nye grundskyld igennem, så hedder kontingentet nærmere 3 – 400 kr om måneden i fremtiden i stedet for de nuværende 900 kr om året, hvilket igen gør, at bestyrelsen som sagt er meget opmærksom på økonomien i alt, hvad vi gør for foreningen.

Mvh
Bestyrelsen

Dette indlæg blev udgivet i Info fra bestyrelsen. Bogmærk permalinket.